Ferietiden står for døren. Hvad enten du skal rejse eller holder ferien hjemme gælder det om at få slappet af og få ladt batterierne op, i de typisk 3 uger du er væk fra jobbet.
Det lyder jo enkelt - at slappe af. Desværre lever mange så presset og stresset et liv til hverdag, at de ikke får koblet af i ferien. Det sker helt ubevidst; man fortsætter med at køre i femte gear i ferien, som er booket op med aktiviteter, projekter, udflugter, pligter, gæster, familiebesøg osv osv.
Den dårlige samvittighed overfor børn og familie gør at "nu skal vi rigtigt hygge" og foretage os alle mulige aktiviteter sammen i ferien.
Problemet er bare, at aktiviteter og "nu må vi også hellere" som er drevet af pligt og ikke lyst, ikke afkøler den trætte motor der har kørt i femte gear hele året.
Sørg i stedet for i denne ferie, at der er minimum er 2-3 dage på en ferieuge hvor du og familien INGENTING skal! Ingen mobiltelefon og mails, ingen pligter, ingen udflugter og aktiviteter og ingen gæster.
Koncentrér dig om at lave ingenting. Bliv doven, bliv langsom, fald i staver. Kodeordene for disse dage kan være: liggestol, læse en god bog, sove til middag, hygge med børnene/familien af lyst, grille eller bestille take-away om aftenen. På de 2-3 dage pr. uge skal der ikke ske mere!
Det er livsnødvendigt for vores system - både fysisk og psykisk - af og til at køre i tomgang. Og rigtigt mange mennesker har glemt hvordan. Så spar dig selv for stress i efterårssæsonen (højsæson for stress-tilfælde i min klinik....og hvorfor mon...), og und dig selv total afslpaning i ferien.
|