I min praksis i den forgangne måned har et gennemgående tema været temperament.
'At have temperament' siger vi på dansk - underforstået at nogen har det, og andre har det ikke. I denne danske fortolkningsmodel er det 'at have temperament' ensbetydende med at have let ved at blive vred eller hidsig, og at pågældende "ikke kan styre sig". Der ligger også noget underforstået negativt i fortolkningen - i vores kultur er det ikke helt i orden at være temperamentsfuld.
Men temperament er så meget andet end at være en hidsigprop (for nu at blive i den ensporede danske fortolkning).
Læren om temperamenterne, opstod i antikken hos grækeren Hippokrates omkring 400 f.Kr. og blev senere udbygget af den græsk-romerske læge Galenos. Den antager, at der er fire temperamenter, hvoraf et er særlig dominerende hos det enkelte menneske. Her var der ikke nogen negativ kodning forbundet med 'temperament'.
I dag indgår temaer om temperament som en blandt flere komponenter i personlighedspsykologiske teorier, og disse bruges bl.a. ved de personlighedstests som benyttes ved rekrutteringer af nyt personale. Heller ikke her er der noget negativt ved begrebet 'temperament'.
Klienterne fra min praksis har jeg støttet i arbejdet med denne negative kodning/skyld/dårlige samvittighed over at have temperament.
Min holdning er, at temperament er følelser. Følelser er gode. Havde vi ikke vores følelser ville alle dage være grå og ens. Temperament er passion, livsglæde, gejst, stolthed, vrede, livskraft, gennemslagskraft, holdning.
Vær glad for dit temperament, samtidigt med at du er bevidst om at det er dig der styrer det, og ikke omvendt!
|